+

En præstesøns erindringer



Harald Oksbjerg



En præstesøns opvækst i Ødis fra 1937 – 1953.


Johan Böge inspicerer sine soldater.


Danske soldater i Ødis vinteren 1939-40

”For at afvise neutralitetskrænkelser og til om muligt at hindre andre magter i at anvende dansk område under sammenstød mellem krigsførende parter” udstationerede den danske regering i vinteren 1939-40 danske soldater i forskellige lokaliteter i det sydlige Jylland. Således lå løjtnant Johann M. Böge (JMB) i kartonnement, dvs. indkvarteret hos private, med sit kompagni i Ødis. I indkvarteringsperioden blev J.M.B. kæreste med min ældste søster Grethe Oksbjerg.



Imidlertid viste det sig, at de danske soldater ikke var i stand til at klare opgave. Som bekendt overskred de tyske tropper den dansk-tyske grænse den 9. april 1940. J.M.B. rykkede med sit kompagni nordpå i Jylland. Den 10. april mødte det danske kompagni tyske soldater i Skals. Jernbanelinjen blev demarkationslinje, dvs. en neutral linje mellem dansk og tysk kartonnementsområde. Den 17. april 1940 ansøgte JMB krigsministeriet om sin afsked fra militæret. ”Som grund for min ansøgning skal jeg anføre, at jeg ikke ønsker at forrette tjeneste, så længe landet er under tysk besættelse”. JMB fik bevilget sin afsked fra den 1. maj 1940 at regne.


Böge som modstandsmand 1940-45

Böge fik ansættelse ved Hedeselskabet i Tønder. Sammen med andre dansksindede var JMB i 1941 med til at oprette en terrænsportsforening. Foreningens medlemmer betragtede terrænsport som en forløber for en egentlig modstand mod tyskerne. I august måned 1943 blev JMB tilknyttet SOE, som er forkortelse for Special Operations Executive. SOE var en hemmelig britisk militærorganisation, som havde det formål at skabe kontakt med eller yde bistand til modstandsbevægelser i de af aksemagterne besatte lande. Böges dæknavn blev Fordwick. The Fordwick Line havde til hovedopgave at etablere en forbindelseslinje fra Sverige via Danmark ind i Tyskland. Ad linjen transporterede man agenter og forsendelser. Med tiden voksede antallet af modstandsfolk og flere af disse måtte ad livlinjen bringes i sikkerhed i Sverige. I dette arbejde spillede bl.a. dr. Westergaard, Ødis Bramdrup, en vigtig rolle. Imidlertid blev et medlem af modstandsgruppen i Tønder i december 1943 taget af tyskerne og under afhøringen afslørede han, at han var på vej med et hemmeligt brev til JMB. Böge blev heldigvis advaret så tids, at han med venners hjælp kom til Westergaard i Ødis Bramdrup.


Citat fra Sønderjyske Årbøger 1991: ”Fordwick” – en rekognoscering for en forbindelse Stockholm – Hamborg og retur. Af Johan Böge. ” På flugt til Sverige Den sidste dag, jeg var i lægeboligen, nåede jeg lige at sige farvel til min kæreste. Hun var datter af pastor Andreas Oksbjerg i Ødis og havde været hjemme på et par fridage uden at have nogen anelse om alt det, der var sket. Så snart det var forsvarligt mørkt, gjorde dr. Westergaard sig et ærinde ned i præstegården, hvor han ganske rigtigt traf Grethe, der netop var på vej ud af døren. Ubemærket af alle øvrige, fik han hende i korthed sat ind i sagerne, og en times tid efter mødtes hun og jeg bag tætsluttende mørklægningsgardiner.” Det lykkedes Böge at komme med tog fra Vamdrup til Helsingør og derfra videre med fiskerbåd til Hälsingborg.


Johans falske pas.


Om Johan Böges videre færden frem til den 15. marts 1945, hvor han blev arresteret af Gestapo i Aarhus, kan man læse i Sønderjyske Årbøger 1991, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. I tre dage blev JMB tortureret i fængslet i Mejlgade. Det lykkedes ham at skjule sin forbindelse til såvel SOE som til den danske modstandsbevægelse. Gestapo i Aarhus anmodede hovedkvarteret i København om yderligere oplysninger. Imidlertid bombede RAF den 21. marts Shellhuset, hvorved alle arkiver gik op i luer. Derefter blev Böge og hans medfanger overført til Frøslevlejren. I slutningen af april 1945 begyndte Bernadottes hvide busser at føre norske og danske kz-fanger hjem med mellemstation i Frøslev. De norske fanger var de første, der skulle med busserne. JMB lærte sig derfor hurtigt norsk og kom som falsk nordmand med den første bustransport. Under en pause før Lillebæltsbroen smuttede Böge over på den vejbane, hvor trafikken gik sydpå. Trods mange farlig forhindringer lykkedes det Böge at møde Montgomerys 2.armé på Lüneborg Hede.


Johan Böge som engelsk løjtnant.



Menukort fra D'Angletterre fra festtmiddag efter befrielsen. Underskrifter af Böge og hans modstandskolleger.

Böges spionkamera og engelske medalje.


Både Johan og Grethe var nervemæssigt nedslidte. Böge var blevet sparket i hovedet af Gestapo og følgelig blevet døv på det ene øre. I stedet for giftermål besluttede de at ophæve deres forlovelse. Gennem de følgende mange år opretholdt de via brevveksling forbindelsen med hinanden. Da Grethe var godt 70 år og Johan var godt 80 år gammel, blev de endelig gift på Skt. Lukas den 29. november 1985 og bosatte sig i Holte nord for København.


Tyske soldater i Ødis 1940-45

Under krigen havde Ødis indkvartering af tyske soldater i forsamlingshuset, missionshuset og i præstegårdens hestestald og lade. De tyske soldater og lokalbefolkningen omgikkes hinanden på fredelig vis. Unge teenagedrenge forsøgte fra tid til anden at drille tyskerne. De piftede dækkene på tyskernes køretøjer med søm. De drev en farlig sport ved at save tyskernes telefonpæle over på midten. En aften blev det tyskerne for meget. Drengede blev spottet af tyskernes søgelys, mens de kravlede i en plovfure. Det lykkedes drengene at flygte og tage ophold ved den ene husgavl på murer Skøts hus, mens en tysk soldat holdt vagt ved den gavl der vender mod Askely. Skøts hus stødte op til den daværende præstegårdshave, der hvor Ødis Børnehave nu ligger. Om dagen handlede de samme drenge med tyskerne. De byttede saltflæsk med tobak. Flæsket skar de af de grisestykker, som min mor havde hengemt i saltlage i en træbalje i kælderen. Det kunne hænde, at vi drenge fik et venskabeligt forhold til de tyske soldater. Vi oplevede at køre tur med soldaterne i deres biler. Vi følte det som en mærkbar forandring i vores hverdag, da krigen sluttede. Godt nok fik vi besøg af englænderne, men de kørte hurtigt igen. Flere dage lå vi i grøften ved hovedvej 10 i Vonsild eller i Taps og så på, at tyskerne marcherede med syd og englænderne kørte den modsatte vej. Bønderne fik gang i deres biler, som havde været opklodset under krigen, og trafikken på vejene tog til.


Min første skoledag, den 1. april 1943.

Jeg kan huske min første skoledag således: Vi mødte op hos forskolelærer Sigrid Johansen. Det var starten på fem lykkelige år i landsbyskolen i Ødis. Jeg tror, at jeg den første skoledag sad med åben mund og betragtede de ophængte anskuelighedsbilleder. Jeg husker især billedet af en dreng, der efter en arbejdsdag i marken ridder en hest ned til et vandhul, for at den sammen med gårdens andre dyr kan slukke tørsten. Endvidere kikkede jeg meget på et kort over et fremmed land. Efter at have lært at læse kunne jeg stave mig frem til, at landet hed Palæstina. I dag er navnet Palæstina udskiftet med navnet Israel. Min sidekammerat hed Johan Kyhl. Han var en rar sidekammerat. Johan boede i en gul ejendom med tilhørende karussedam.

Vi sluttede dagen med sangen: ”Nu er timen til ende,

og fra skole vi gå.

Hvad vi lærte herhenne,

skal vi nok huske på.”

For øvrigt sluttede vi hver skoledag med denne sang. I første klasse gik vi i skole om eftermiddagen. Johan havde sine skolesager i et tornyster. Vi medbragte et penalhus lavet af træ med skydelåg. Penalhuset var delt i rum. Der var plads til blyant, viskelæder, blyantspidser, penneskaft, kongepen og elastikpen. Vi sad på bænk, sammenbygget med bord med skråpult. Fødderne støttede på en træramme. I gangen udenfor skolestuen var der indrettet træskohylder. Vi medbragte sutsko, beklædt med slidstærkt stof og såler af gamle cykeldæk.


Ødis skole.


I 2. og 3. klasse gik vi i skole om formiddagen. De to klasser gik sammen. 2. skoleår blev kaldt for 2.a, 3. skoleår blev kaldt for 2.b. I 2. og 3. klasse startede skoledagen med en morgensang. De to mest populære morgensange var ”Nu titte til hinanden”, og ”I østen stiger solen op”. På vej hjem fra skole kan jeg huske, at sneen var ved at smelte. Vejmanden havde travlt med at skovle mudder op i sin trillebør og køre det bort. Det var før den tid, hvor der blev kloakeret. I fyringssæsonen skulle vi skiftes til at hente tørv i tørveskuret til fyring i skolestuens kakkelovn. I begyndelsen af december måned tegnede frk. Johansen et juletræ på klassetavlen. Vi fik så skiftevis lov til at tegne dagens lys på juletræet. En af de sidste dage før jul blev vi inviteret ind i frøkenens private stue. Her var pyntet op. Det var meget hyggeligt, når frøkenen spillede julemelodier på sit klaver. Når jeg i dag i september-oktober går på svampejagt, tænker jeg altid på frk. Johansen, når hun med kurv og kniv plukkede champignon på de omkring skolen liggende marker. Fra 4. skoleår havde vi førstelæreren til gymnastik. Om vinteren foregik gymnastikundervisningen i forsamlingshusets sal. Vi lavede øvelser i ribberne og lærte at springe over bukken. Salen var ikke opvarmet, så vi beholdt vores tøj på. Vores fodtøj skiftede vi ud med sutsko. I sommerhalvåret spillede vi fodbold på sportspladsens fodboldbane. Under en fodboldkamp hændte det en dag, at en sportsflyver fløj lavt over fodboldbanen. Fra flyvemaskinen blev der kastet blade ud. Nogle stykker af os spurtede af sted. Det viste sig, at på de nedkastede blade reklamerede man for den forestående børnehjælpsdag i Kolding. Naturligvis kan man ikke stikke af fra en fodbold kamp. Som straf fik vi én på kassen, da vi returnerede til skolen. Efter en fodboldkamp slukkede vi tørsten med vand fra en pumpe af træ i skolegården. Den omtalte flyvemaskine tilhørte ”Bøgelund” i Dalby. Gården var i besiddelse af to flyvemaskiner, en grøn som hed ”Stæren”, og en gul som hed ”Svalen”. Det hændte, at de landede og startede på Fovsletgårds mark.


Skolegang i Ødis Skole 1944-1948

Den 1. april 1944 startede jeg i 1. klasse hos frk. Johansen. Foruden at lære os at læse i Ole Bole ABC og Oles første Læsebog, glemmer man aldrig bibelhistorien om Davids kamp mod filisterkæmpen Goliat. Endvidere husker man sagnet om kong Vermund og hans sløve søn Uffe. Sakserkongen udfordrede den blinde kong Vermund til tvekamp på en holm i Ejderen med Danmarks rige som indsats. Da skete det, at Uffe vågnede op. Han tilbyder at kæmpe alene mod sakserkongens søn og dennes ledsager. Ved hjælp af kong Vermunds sværd Skræp, kløver Uffe de to saksere på langs. Kong Vermund udbrød ”Det var Skræp, der klang”.

Uffe den Spagfærdige har lige fældet de to saksiske prinser i duel og har dermed reddet Danmarks selvstændighed. Uffes blinde far iler ham glad i møde. Tegning af Lorenz Frølich fra 1854. Vi var meget optagede af at lytte, når frk. Johansen læste højt om tante Grøn, tante Brun, tante Lilla, lille Prik og hr. Blå. Ikke så sjældent, når solen skinnede, tog frk. Johansen os med ud i skolegården. Vi lærte her sanglege og dansede kædedans, så det støvede fra legepladsens grus. ”Tyv ja tyv skal du være, for du stjal min lille ven”. I 4. klasse fik vi førstelærerens kone til naturhistorie. Sommerens biologitimer foregik for størstedelen udendørs. Vi botaniserede grøftekant op og grøftekant ned og fandt hyrdetaske, musevikke og gærdevikke. På engen, hvor Ødis sø er etableret, fandt vi engkabbeleje og engblomme.


Rød arve.


www.memrise.com/course/87653/danske-vildtvoksende-planter-og-kulturplanter/3

Hjemme på skolen lærte vi navnene på de vilde blomster. Vi lærte at presse blomsterne og sætte dem ind i et herbarium.


Skolegang i Vamdrup 1948-53

I mit andet skoleår gik jeg i en ren drengeklasse. Vi havde klasselokale ud til skolegården. En dag var min opmærksomhed rettet mod et optrin omkring skolegårdens træ. En elev fra klassen over os løb rundt om træet med skolebestyreren i hælene. Over hovedet svingende skolebestyreren en pegepind. Flere gange ramte stokken den stakkels elev. Få dage efter episoden meldte elevens forældre ham ind i nabobyens realskole. I mit 3. skoleår skulle skolebestyrerens temperament gå ud over to af mine klassekammerater. De gik begge i stå ved tavlen i et regnestykke. Det var som om det første slag med stikken på eleven gav skolebestyreren et kick af ophidselse uden grænser. Stokkeslagene regnede nu ned over den stakkels elev, så han endte med at gå i knæ ved tavlen. Vi, hans klassekammerater, så på og kunne ikke forhindre hændelsen. Godt det ikke var os. De to elever forlod begge skolen. Hvert andet år blev der arrangeret en idrætsdag. Idrætsatleter på vores skole skulle konkurrere med atleter fra omegnens andre skoler. – De gumpetunge elever scorede sig en fridag. Som optakt til idrætsdagen belærte skolebestyreren os om, hvordan drengebørnene i oldtidens Sparta blev oplært til at være dygtige soldater. – Pigerne skulle dyrke deres krop, så de kunne føde sunde og stærke børn. En lærer på skolen inddrog i sin ”disciplinering” af os elever, at vi hver morgen skulle stå op og fremvise vore negle til godkendelse af tilfredsstillende klipning og rensning. Den pågældende lærer havde en fortid som befalingsmand i livgarden. Den pågældende lærer havde i en periode for vane at anvende bidende ironi overfor visse elever. Man var især udsat for hans sarkasme, hvis man hverken var grøn spejder eller god til idræt og boldspil. Ikke alene sad hånden løs på mange af lærerne. En pige i min klasse oplevede at få et sådant slag af sanglærerens violinbue, at hun i dag er mærket med en bule i kraniet. Jeg vil ikke undlade at bemærke, at vi fra klassen, der har "overlevet" mødes en dag hvert år.


Det sociale liv uden for præstegården

Efter skoletid var vi børn overladt til os selv. Vi kunne ikke gå i SFO eller på fritidshjem. Vi tilbragte megen tid på de omkringliggende gårde og på sydbanens terræn.

Ødis station 2015.


I perioder var vi en flok drenge, der stod op på en togvogns trinbræt og kørte med toget ud af skinnerne. Vi hoppede så af toget, inden det var kommet rigtigt op i fart. Når det var blevet ekspeditricen for meget, ringede hun til førstelæreren op skolen. Ekspeditricen fungerede som både stationsforstander og postmester. Hun opgav navnene på de dumdristige. Dagen derpå fik hver en lussing. Vi kunne imidlertid ikke dy os. Efter flere ture med toget måtte vi atter modtage en lussing. Det var særligt spændende at færdes på baneterrænet i roesæsonen. Toget fragtede sukkerroer til saftstationen i Kolding. Her rev en maskine roerne i stykker og pressede sukkersafter ud af roerne. Roeaffaldet kom retur til de forskellige landstationer. Affaldet var rent og blødt. Vi kunne uden fare springe fra kukkassens tag (togvognens bremsehus) og ned i det lækre roeaffald. Landmændene anvendte roeaffaldet til kreaturfoder.


Askely


I høstsæsonen kunne vi let få tiden til at gå som høstarbejdere på landsbyens gårde. Når selvbinderen var færdig med at skære kornet og binde det i neg, skulle det sættes i skok. Herefter var det op til vejrguderne, om kornet kunne tørre for derefter at blive kørt hjem i laden. Min timeløn var i høstsæsonen én krone i timen.

Rugen køres hjem.



Hørruskeren efterses.



Der ruskes hør.



Køerne malkes.



Efterårspløjningen.


Når høsten var i hus afholdt gårdene på samme aften høstfest. Menuen bestod af flæskesteg, derefter nougatis fra Dana Is i Kolding. Isen ankom mad sydbanen og blev opbevaret hos bageren i frossen tilstand, indtil den blev hentet på festdagen. Om aftenen var der fælles høstbal i forsamlingshuset. Musikken var særlig god, når den blev spillet af Coldys Orkester fra Kolding. Et af orkestermedlemmerne var Alfred Post. Et bysbarn. I en pause opfordrede jeg orkesteret til at spille ”In The Mood” af Glenn Miller. De accepterede, og i løbet af et øjeblik var gulvet fyldt med glade dansende. Pludselig rejste Sophie, som var gift med Hans Clausen, sig op og råbte: ”Stands! Hans, Hans, stop!” Hans var formand for festudvalget. Der blev nu stille. Alfred gav et blink med øjet og fik en lille ekstra rynke på næsen – orkesteret spillede nu ”Sølvstænk i dine gyldne lokker”. De dansende slog nu over i de velkendte to og én in mente dansetrin. Lyden fik ekstra effekt på de af Goldbeck dansepulverbestrøede gulvbrædder. Hans spillede som regel kort med gårdejeren på Askely nytårsaften. Ved en sådan lejlighed hentede nogle af de store drenge høns i hønsehuset på Askly. Drengene holdt hønens hoved under dens ene vinge og vuggede derpå hønen frem og tilbage. Hønen faldt i dyb søvn. Derpå blev de sovende høns anbragt i Hans´ Ford. Som man kan forstå, opstod der en kaglen og en basken med vinger, da Sophie og Hans åbnede bilens døre for at køre hjem. Præstegården var i en periode hjemsøgt af rotter. En af mine ældre brødre satte sig for ved hjælp af ensformig musik at jage rotterne på porten. Han præsterede at spille den samme melodi på en rejsegrammofon en nat igennem. Resultatet af forsøget blev desværre, at rotterne invaderede skrædderens hus overfor. På min fars forespørgsel til rotteplagen svarede den mismodige skrædder: ”Nu må vi prøve at beji (bede) dem ud, pastor Oksbjerg”.


Om grundtvigianismen og indre mission

Jeg har med stor interesse læst pjecen: ”Et kapitel af Ødis sogns kirkehistorie”, skrevet af provst Hans Thyssen i 1996. Hvis det var muligt, ville jeg takke afdøde Hans Thyssen for det lidet flatterende eftermæle, han i pjecen har givet min far. Som det så rigtigt er beskrevet af H.T., var min fars måde at forkynde det kristne budskab på i stand til at splitte menigheden i Ødis i en indre missionsk del og en grundtvigiansk del. Jeg besøger ofte Ødis. Jeg fortrænger ved hvert besøg mine dårlige minder fra oplevelser i såvel kirken som i missionshuset. Jeg vil ikke træde mere i det for mig så pinlige emne. Jeg vil tillade mig at referere ”DAGENS CITAT”, Politiken 17.06.14 af Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet i Kristeligt Dagblad: ”Nogle kristne har et skeptisk fordømmende blik på andre. For mig at se er det det værste ved kristendommen, denne form for dømmesyge, og det ligger vel i næsten alle religioner.”


Om min far

Vi, hans børn skulle hver søndag gå i kirke eller i søndagsskole i missionshuset. Som regel foretrak jeg at gå i kirke. Jeg fandt på at deltage i gudstjenesten hos organisten og orgelet på 1. sal. Nogle gange hjalp jeg graveren med at træde bælgen, så der blev pustet luft gennem orglets piber. Ofte smuttede jeg uset ned af tårntrappen. Søndag formiddag skulle fodboldbanen på sportspladsen kridtes op, så den stod klar til eftermiddagens kamp. Som belønning kom jeg gratis ind til boldklubbens baller i forsamlingshuset. For et par år siden spurgte en af mine skolekammerater, hvorfor jeg altid ankom sent på aftenen, når der var bal. Sagen var den, at min far altid skulle høre 22 radioavisen. Når han derefter var gået til ro, kunne jeg i ro og mag hoppe ud af mit vindue for at gå til bal i forsamlingshuset og der forlyste byens søde piger med mine evner indenfor foxtrot og vals. Min mor var i flere perioder indlagt på sygehuset i Kolding for at få foretaget operation i storetåknoglen. Det hændte, at jeg ledsagede min far på sygebesøg hos min mor. Ved en sådan lejlighed stoppede vi op ud for elektricitetsværket i Kolding. Selv om elektricitetsværket i dag er nedlagt, har man bevaret inskriptionen ”Elektricitetsværk” over indgangen til bygningen. Min far forlangte af mig lille dreng, at jeg skulle stave til e-lek-tri-ci-tets-værk fejlfrit, inden vi kunne fortsætte til sygehuset. Da min mor endelig blev udskrevet fra sygehuset, hændte det ikke så sjældent, at gårdejer Johan Schmidt afhentede min mor på stationen i charabanc forspændt to nystriglede oldenborgere – en værdig modtagelse, som hun fortjente. Ved en anden lejlighed, hvor min far alene skulle på sygebesøg på Kolding Sygehus, fandt han på, at jeg i mellemtiden skulle udtynde et citronæbletræ. Jeg havde fået instruks om, at udtyndingen skulle ske pr. håndkraft. Jeg opgav dog snart. Arbejdet var for mig uoverskueligt, så jeg valgte forsigtigt at ryste æblegrenene. Jeg kunne imidlertid ikke styre udtyndingen, der faldt for mange små æbler af træet. Min far kunne naturligvis se, hvordan jeg havde valgt at udføre arbejdet. Han hev mig skiftevis i håret og armen med ned for at beskue det sørgelige æbletræ. Han afstraffede mig med mange hårde slag på mine kinder. Slagene var meget smertefulde, snart sprøjtede det ud af mine vandhaner. Meget ophovnet i kinderne forlod jeg skafottet og løb bort. Hver juleaften sang min far fra alteret i kirken om ”Hosianna synger vi Guds søn”. Jeg kunne nu bedre få mening i hymnen med teksten ”Hosianna synger Viggos søn”. Når vi sang salmen ”Et barn er født i Betlehem, thi glæder sig Jerusalem”, sang jeg: ”thi glæder sig, de rutsjer hjem, de rutsjer hjem”. Vores konfirmationsforberedelse foregik for størstedelen ved, at min far fortolkede nogle hellige skrifter, f.eks. bjergprædiken. Vi skulle notere hans fortolkninger i et kladdehæfte – til ingen verdens nytte. Flere af os konfirmander blev overhørt i dagens salmevers. På selve konfirmationsdagen skulle jeg ene konfirmand fremsige første vers af salmen: ”Hil dig frelser og forsoner”. Søndagen efter konfirmationen så pastoren gerne, at vi deltog i gudstjenesten med påfølgende deltagelse i altergang. Min ældste bror, som var skovfoged i Stråsø ved Ulfborg, sendte hvert år til jul et rådyr. Dyret ankom til Ødis med sydbanen. Jeg flåede dyret i vores vaskehus. Min brors kone havde i bærsæsonen plukket tyttebær, ligeledes i Stråsø Plantage. Også tyttebærrene ankom til Ødis med sydbanen.Juleaften smovsede vi i dyresteg og tyttebærsyltetøj, det var sager. Mens mine forældre tændte juletræet i dagligstuen, spillede min ældste søster Grethe, i den mørklagte havestue, julemelodier på klaveret. Min far havde nu ”kun” 49 æbletræer tilbage at høste frugt fra. Æblerne blev solgt til salgshallen i Kolding. Nedfaldsæbler blev ombyttet med æblemost på mosteriet i Kolding. De fyldte æblekasser blev fragtet af min storebror ned på stationen på murerens tohjulede trækvogn. De skulle køres afsted så tidligt om morgenen, at de kunne komme med syv toget til Kolding. Da min far blev pensioneret i 1953, flyttede jeg med mine forældre til Kolt syd for Århus. Min far indmeldte mig i præparandklassen i 1954 på det indremissionske Århus Seminarium. Forinden indkaldte min far mig dog til samtale på sit kontor. Han udspurgte mig her, om jeg følte et kald for at blive lærer. Jeg svarede ja, - jeg havde intet andet valg, jeg vidste dog ikke, hvorfra dette kald skulle komme. I 1953-54 var jeg landbrugsmedhjælper på en gård i Kolt. Min far holdt øje med, om jeg overholdt min kirkegang om søndagen. Jeg holdt meget af at ride på en smuk hest, Lulu Bell. En søndag fremviste jeg stolt Lulu Bell derhjemme for familie og gæster. Min far kunne imidlertid regne ud, at jeg i stedet for kirkegang havde valgt en ridetur på Lulu Bell. Han kom ud af entredøren, og uden kommentarer gik han ned til ekvipagen og gav mig en knaldende lussing. Jeg tænkte, manden ikke var rigtig klog. Jeg kom til den konklusion: Manden er bange for sin egen frelse. Alt imens jeg følte min ydmygelse, gik den sorte præst, for mig Fanden selv, retur til sit skrivebord. Jeg startede som fortalt i præparandklassen på Århus Seminarium i 1954. Det var ikke nogen succes. Vi skulle hver dag efter første lektion stille til morgenandagt. Efter at vi havde sunget en salme, skulle vi stående afsige trosbekendelsen. Ved disse bekendelser måtte jeg sande, at jeg ikke kunne tro på hverken kødets opstandelse eller Helligånden. De klassekammerater, der bar KFUM-emblemet, og hende der kunne navnene på profeterne, såvel de store som de små, pedellens søn samt de kammerater, der mødte op til seminariets aftenmøder, blev optaget i 1.seminarieklasse. Efter aftensmaden derhjemme læste min far ”ordet” fra Kristeligt Dagblad, hvorpå vi sang en salme. Århus Seminarium og jeg blev enige om at gå hver sin vej. Det lysnede. Jeg blev optaget på Marselisborg Seminarium. Jeg skulle nu læse til lærer på aftenlinjen. Jeg slap for det missionske både på seminariet og derhjemme. Dog skulle jeg hver søndag gå i kirke. Min far godkendte, at jeg besøgte omegnens kirker. Jeg kørte på min knallert ud for at bese den udvalgte kirke for dog i det mindste derhjemme at kunne berette om kirkens ydre. Min far var god til at skælde ud både privat og fra prædikestolen. Når først han var begyndt med at tale højt om et eller andet, han var utilfreds med, var det som om, han fik et kick, og udgydelserne ville ingen ende tage. Således oplevede min mor og jeg et af hans vredesudbrud en aften i Kolt. Jeg kan ikke erindre af hvilken år sag hans indre væske kom i kog. Med pludselig kom mit indre vand i kog, jeg slog en knyttet næve flere gange i bordet og råbte til ham, at han fandeme skulle pakke sig og holde sin kæft. Jeg foreslog min mor, at hun og jeg skulle rejse væk. Min far forlod stuen for derefter slukøret at vende tilbage. Han undskyldte sin opførsel. Jeg tænkte: Hvor skulle han have haft en kæmpe ”røvfuld” tidligere i både hans og i mit liv.


Barndomsvenner

Vi kunne se hinandens vinduer tværs over brudepladsen, sådan kaldte vi pladsen foran kirken med lindetræet. Træet kaldte vi for øvrigt for palmetræet. I huset med de to lejligheder lige over for præstegården boede den ene af mine venner. I huset med butikken ”Tatol” og ”Lillebil forretningen” boede min anden ven. Vi tre var uadskillelige i hele min barndom. I tilknytning til Tatol havde indehaveren fået opstillet et ishus, som solgte forskellige udgaver af Diplomis fra Vejen. Vi tre gutter fik fra tid til anden hvervet med at stå for salget af is. Omsætningen var stor, når der havde været sportskamp på sportspladsen. Byens boldklub stortrivedes, mejeriet beskæftigede 11 mejerister, bøndergårdene beskæftigede to karle og to piger, hos købmanden og i Brugsen var der hvert sted ansat en kommis. Vi blev ikke aflønnet, men i vores mundtlige kontrakt var aftalen, at vi måtte spise de løse flødeisstumper fra den isbeholder, hvorfra vi med isskeen hentede isboller til opbygning af en ”amerikaner” – se det var tider. En sjælden gang fik vi ansvaret for at betjene Tatols kunder. Ved en sådan lejlighed kunne vi ikke stå for fristelsen til at iføre os hver et par brune dameunderbukser med lodden vrang. Bukserne var alt for store til at kunne passe vore spinkle drengekroppe. De nåede os fra bæltstedet til under knæene. Når en kunde skulle betjenes, nåede vi knap nok at sige: ”Hva´ sku´ der være?” før vi knækkede sammen af grin, og kunden måtte fornærmet forlade butikken. Hver mandag aften var der i radioen ældre dansemusik. Vi kunne bedst lide at høre Teddy Pedersens orkester. Han spillede: ”Dejlig er sommernatten, ungdommen holder af den”. Hvis jeg en sådan mandag aften var så heldig at være alene hjemme, fik jeg besøg af mine to venner. Vi skruede godt op for den gamle radios volumenknap, dansede ud på entregulvet med hver en sofapude. Puden gjorde ikke modstand, hvad enten vi dansede tæt eller kinddans med puden. I pausen kunne det hænde, at vi tog en tår af altervinflasken, inden vi dansede ud på ny.


Døgnmelodier

Jeg har altid sunget med på døgnets melodier. Da jeg sad på potten, sang jeg af karsken bælg: ”Very, very welcome home mister Svensson”. Når min mor bad mig slå over i en anden sang med en pænere tekst, valgte jeg f.eks. ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille engleskare”. Min mor accepterede sangen. Hun syntes, at den kunne gå an.


Forfatteren fodrer sine kaniner.


Ved fastelavnstide blev der arrangeret ”Katten af tønden” i forsamlingshuset. Om eftermiddagen var det os børn, der slog ti tønden. Når kongen og dronningen var kåret blev der af Laursens Orkester fra Christiansfeld spillet op til dans. Vi måtte hvert år stille op til ”Bro, bro brille, klokken ringer elleve. Kejseren står på sit høje hvide slot”. Derefter skulle vi danse ”Ritsch, ratsch filijing, gong, gong”. Efterhånden som vi blev større, syntes vi, at omtalte danse var for barnlige. Vi forsøgte at gøre oprør og foreslog orkesteret at spillede nogle døgnmelodier som: ”Når der kommer en båd med bananer” eller ”Der sidder en vovse i et vindue”. Vi fik afslag. De foreslåede melodier var forbeholdt ballet for de voksne den efterfølgende aften. Det lykkedes ofte for os om aftenen at liste op på forsamlingshusets balkon for derfra at lytte til musikken og i det hele taget beskue ballet i salen sammen med fru Goldbech og fru skomager. Når ballet nærmede sig sin afslutningen, kundgjorde orkesteret, at nu spillede de op til den ”sidste dans.”. Som regel spillede orkesteret to melodier, først ”Vi ses igen, vi ses igen, det er min afskedssang”. Efter hånd i hånd pausen spillede de ”Alle piger hjem i seng skal gå”. Det kunne hænde, at man råbte på ”overdans, overdans”. Var musikerne villige, gik hatten rundt. Der blev så igen spillet op til dans en halv eller hel time, alt efter hvor mange penge, der var i hatten. Kort tid efter krigen kunne vi stille ind på den engelske sender Droitwich. Kl. 14.30 kunne vi høre ”Music while you work”. Vi nød både Vera Linn synge ”We´ll meet again” og Glenn Millers orkester spille ”Moonlight Serenade”. Der gik ikke lang tid før Statsradiofonien havde sit eget program: ”Musik til Arbejdet”.


Om min mor

Min mor har altid været min far underdanig. Hun har aldrig haft sin egen indtægt, og som sådan måtte hun hver den 15. og den 1. i måneden med taknemmelig ydmyghed modtage de 15 kr., min far udbetalte til hende for løbende udgifter til husholdningen. Der var mange munde at mætte. I medgift til ægteskabet med min far, fik hun fire børn. Hun fødte selv fem børn, et barn døde. Efterhånden som både de fire ældste og de fire yngste voksede op, blev det tydeligt, at man anså de fire ældste for at have en større begavelse end de fire yngste børn. Hvor megen sandhed, der er i denne erkendelse, skal her stå hen i det uvisse. Et er givet, at vi fire yngste altid har følt en underdanighed overfor vores fire ældste søskende. Ud over at vise venlig omsorg udviste en ældre søster en dominans over for vi fire yngste. Som regel sagde vi hende aldrig imod. Vi følte alle, også min mor, en underdanighed overfor hende. I et par situationerne kammede hendes myndighed dog over. Mine forældre flyttede sent i deres pensionisttilværelse til Vanløse. De oplevede her et dejligt otium. Efter min fars død trivedes min mor fortsat med at have det godt. Hun nød at bo i København. Desværre blev min mor mere og mere konfus. Hun fortalte mig gang på gang, at hun gerne ville flytte ind i De Gamles BY. Min myndige halvsøster tog egenhændig den beslutning, at min mor skulle indskrives på et plejehjem i provinsen. Ikke et af min mors børn sagde den beslutningsdygtige søster imod, ingen af os mælede et ord. Vi bifaldt beslutningen, vi var nogle umyndige får. Man må aldrig tvangsflytte et menneske imod dets vilje. På køreturen fra København til provinsen fulgte en af min mors egne døtre med i bilen. Min mor græd meget og gentog gang på gang, at hun ville hjem til Vanløse. På et tidspunkt standser chaufføren bilen, vender sig og råber ”Hold kæft” til min mor. Hverken min halv- eller helsøster sagde et kuk, den ene fordi hun var solidarisk med chaufføren, den anden fordi hun var sin halvsøster underdanig. Episoden var utilstedelig, en overtrædelse af almindelig opførsel og hos mig en permanent kilde til dårlig samvittighed. Min mor sad i uskiftet bo. Hun forsynede alle sine efterladenskaber med etiketter, hvorpå der stod med tydelig skrift, hvem der skulle arve hvad. Således havde min mor i sin besiddelse to meget smukke ”symmetriske” porcelænsvaser, hjemtaget fra Kina. Min mor havde bestemt, at et bestemt barnebarn skulle arve de to vaser. Da min mors to døtre og den føromtalte halvsøster pakkede min mors flyttegods ud på det føromtalte plejehjem, meddelte min halvsøster de andre to, at da hun havde mere tilknytning til Kina, end de havde, ville hun tage de to vaser i sin besiddelse. Denne handling vil jeg kalde for selvtægt, tyveri ved højlys dag, i den grad en krænkelse af min mors selvbestemmelsesret. Skulle det vise sig, at min niece ikke ville modtage de to klenodier, var der flere højere i søskendehierakiet, der havde krav på arvestykkerne. Det drejer sig kun om to vaser, men jeg tager på det skarpeste afstand fra den handling, der betød, at de kom i de forkerte hænder. Mine to søstre var underdanige og gjorde ingen indsigelse.


1955-58

En aften i 1. seminarieklasse blev jeg kaldt til møde på forstander Gravgaards kontor. Jeg mødte op nervøs og med bange anelser. Skulle jeg igen smides ud? Men nej, Gravgaard vil blot forhøre mig om, hvordan jeg befandt mig på aftenseminariet. Jeg var både overrasket og forbløffet over at være i et miljø, hvor man spurgte ind til, hvordan man trivedes i dette. Da jeg forlod forstanderens kontor, så jeg lyset. Tænk sig, at man kunne blive stillet overfor et så meningsfuldt menneskeligt spørgsmål, og ikke et spørgsmål om man følte sig kaldet til at blive lærer. Jeg var i disse år allergisk, skulle det senere vise sig, overfor farvestoffet sunset yellow. Man tilsatte farvestoffet til smør og margarine. Man kunne på den måde give de to produkter et lækkert gult udseende. Seks til syv år senere fandt man ud af, at nogle forbrugere af smør og margarine, vi var jo en del, der var overfølsomme for sunset yellow. Resultatet af undersøgelsen blev, at farvestoffet blev total forbudt i Norge, i Danmark dog kun forbudt som farvestof i margarine og smør. Man tilsatte nu her i stedet farvestoffet tatrazin til de to fødevareprodukter. Om aftenen var jeg fri for de omtalte allergiske anfald. I 2.semirarieklasse fik jeg vikararbejde som enelærer på Stautrup forskole. Jeg var her ansat i 9 måneder. Jeg var meget glad for perioden. Jeg kom til at holde af børnene. På den tid var forældrekontakten meget ringe. Dog fik jeg af skolekommissionsformanden tilbudt at flytte ind i den tomme lærerbolig. Jeg afslog imidlertid tilbuddet, men var glad for, at forældrekredsen herved viste mig anerkendelse som lærer for deres børn. Allergien var plagsom. Ligeledes var en håbløs forelskelse plagsom og alt for langvarig. På Århus Aftenseminarium, det senere Marselisborg Seminarium, kom jeg til at gå i en aldersmæssigt broget klasse. Jeg var en af de yngste i klassen. Det blandede klientel i vores klasse påvirkede min udvikling i en positiv retning. Lærerne og i særdeleshed forstanderen var solidariske overfor os elever. Gravgård, vores forstander, senere seminariets rektor kunne finde på at samle os fredag aften i sanglokalet til fælles sang omkring flygelet. Efter en sang fra Danmarks Melodibog kunne hans afslutningsbemærkning være: ”Nej, nej ikke noget fra bibelen , men kan I nu huske at tage jeres vitamintablet”. Ved en ganske bestemt lejlighed viste Gravgaard storsind. Jeg havde sammen med andre fra klassen deltaget i et s porstævne på Gedved Seminarium. Både under sportskampene og den efterfølgende fest om aftenen konsumerede vi Dortmundere i en lind strøm. Vores fuldskab resulterede i, at man fra seminariet i Gedved afsendte en klage til vores rektor. De involverede blev indkaldt til at forklare sig på rektors kontor. Vi tilstod det utilstedelige i vores opførsel ved den omtalte sportsfest. Rektor påbød os at tage den ordinære bus til Gedved, banke på hos seminariets rektor og overgive ham vores uforbeholdne undskyldning. Vi tog af sted, og efter hjemkomsten var den pot ude, fantastisk. Ved visse lejligheder kunne der blandt nogle i klassen opstå en spontan trang til at arrangere en såkaldt abefest. Jeg mindes med fryd en sådan fest i præsteboligen i Kolt: Jeg havde som vært overhovedet intet styr på noget som helst. En af mine klassekammerater dansede rundt med en håndbajer i min fars ornat og præstekrave, en anden gik midt i en tango baglæns ind i et skab, hvor min far opbevarede sine prædikener. Skabets glaslåger gik i mange stykker. Vores nabo, en meget rar købmand, hjalp mig dagen efter med at tilskære og isætte nye ruder i skabslågerne. Jeg vil tro, at vores trang til til tider at gå over gevind skyldtes vores hektiske dagligdag med læsning og vikararbejde. I dag tænker jeg ofte tilbage på meget dygtige lærerkapaciteter som Aage Helweg Glenstrup og Johs. Sløk. Sidstnævnte havde en gavnlig indvirkning på mit forkvaklede sjæleliv. Fra min fritid husker jeg filmoplevelserne med Tommy Steele og Glenn Miller og teateroplevelserne ”Det lille tehus” med Kjerulf Scmidt og ”Hamlet” med Erik Mørk. Sidst, men ikke mindst jazzkoncerten med Louis Armstrong And His All Stars i Århus Stadionhal. Efter eksamen i 2. seminarieklasse tog jeg med 8 andre på tur i et lejet VW-rugbrød til Italien. I 4. seminarieklasse skaffede min linjefagslærer mig et vikariat på fuldtid på Holme skole. Jeg underviste bl.a. i matematik og fysik i en 6. klasse og en 2. mellem. På skolen oplevede jeg kun flinke kolleger og søde elever. Det var rart at have rigeligt med lommepenge bl.a. til benzin til min nyindkøbte knallert, en NSU-Quikly. I foråret 1958 blev jeg inviteret til sammenkomst hos min gode ven og hans kæreste på Vegger Skole, hvor min vens kæreste var ”på græs”. En klassekammerat til min ven, ”en pige” var ligeledes inviteret til sammenkomsten. Jeg sagde ja tak til at deltage og tog sammen med en klassekam-merat på stop til Nibe og herfra videre med toget til Vegger. I togkupeen var det let for mig at udpege den omtalte pige, der også skulle på besøg på skolen i Vegger. Jeg mærkede straks, at min puls tog til i styrke. I løbet af weekenden tilstod vi begge forelskelse i hinanden. I sommeren 1958 besluttede vi at synliggøre vores forelskelse ved at forære hinanden en guldring. Højtideligheden ved udvekslingen af ringene skete på min svigerindes og svogers altan på Strandvejen i København. Om aftenen tog vi på tur i Tivoli. Ester og jeg aftalte bryllup den kommende sommer 1959. Min far indvilgede i at forestå vielsen i Sdr. Bjert kirke den 4. juli 1959. Forinden havde han udvist den frihed og svinkshed ved en familiemiddag i Kolt, at sige vi ville giftes bare for at kunne komme i seng med hinanden. Vi blev gift, og jeg kunne endelig sige farvel til den sorte sky, som havde svævet over mig i alt for mange år. Mine børn har af egen fri vilje valgt konfirmationen til eller fra. To har fulgt deres klassekamme-rater og har ladet sig konfirmere, én har valgt konfirmationen fra. For øvrigt står der intet i bibelen om konfirmation. Jeg er af den overbevisning, at den traditionelle ceremoni holdes i hævd af gejstligheden og handelsstanden. Det er som om, man nu ikke kan få nok. Hermed mener jeg, at begrebet minikonfirmation er ved at vinde indpas som en ny tradition i folkekirken. Hvorfor skal kirken indblandes i konfirmandkørsel i brudekaret, på store motorcykler, rundflyvning i helikopter eller køretur i gamle brandbiler. Det er på tide, at man lige vender bøtten og tænker sig om. Tag dog de unge uskyldige mennesker med på råd. De vil sikkert være kreative og finde på alternative festligholdelser for at markere, at ”de nu er på vej ind de voksnes rækker”.


Hedehusene 1960-62

Min kone, Ester, og jeg flyttede i sommeren 1959 ind i en andelsbolig på Dr. Larsens Vej i Hadsten. Ester havde fået ansættelse på Vinterslev skole. Jeg havde et år tilbage på Marselisborg Seminarium og blev dette år forsørget af Ester. Mit linjefag på seminariet var matematik. Faget var et eksamensfag og skulle afsluttes med både skriftlig og mundtlig eksamen. Mine holdkammerater og jeg forsømte nødigt undervisningen. Vi afleverede hver uge opgaver. I min praktikperiode, som det lykkedes mig at læse på Hadsten Private Realskole, afleverede vi pr. post til vores lærer på seminariet opgaver til rettelser og kommentarer. Jeg fik tilbudt stilling som lærer på realskolen, men valgte et job som lærer på Vinterslev skole. Vi ventede vores første barn. En tjenestebolig oven på Vinterslev skole blev ledig. Vi flyttede ind i lejligheden, og Ester fødte vores første barn, et pragteksemplar af en pige, Marianne, den 6. september 1960, alt imens hele Danmark i åndeløs spænding på TV fulgte den berømte fodboldkamp mod Ungarn under de olympiske lege i Rom. Hvem husker ikke, da Henry From placerede sit tyggegummi på den ene målstolpe og klarede et straffespark. Hurra Ester, Marianne og Danmark, hvilken skøn dag. Efter tre gode år i Hadsten overtalte jeg Ester til at vi skulle søge stillinger som lærere på en skole i nærheden af København. Vi blev begge ansat på Hedehusene skole. Sammenlignet med Hadsten var Hedehusene et gudsforladt sted. Vi aftalte, at opholdet i det sjællandske højst skulle vare i to år, hvorefter vi ville returnere til det jyske. – Men 1. jeg fik mit store ønske om at komme til at bo i nærheden Lærerhøjskolen opfyldt, 2. vi mødte ”Danmarks bedste skoleinspektør”, ”Harry” og hans skønne kone, ”Inger”. Inger blev vores kollega på skolen. Det var meget varmt at opleve, hvordan Inger og Harry knyttede lærerkollegiet til sig. I 1964 og 1966 forøgede vi vores familie med yderligere to børn. Vi fik på naturligvis samkvem med kolleger, som fik børn på samme tid som os.


Hedehusene 1962

De føromtalte to år blev til 12 års ophold i det sjællandske/københavnske miljø. Vi oplevede et årti med bl.a. Beatles indtog i København og dermed efterfølgende gode musikalske bølger hjemme og på skolen. Sergent Pepper blev spillet så meget, at vinylpladen måtte udskiftes med et nyt eksemplar i ”His Masters Voice” i London nogle år senere. Vi oplevede på vore lærerkroppe Jesper Jensens profeti: ”Den lille røde for skoleelever” med opskrift på, hvordan man kunne få en forhadt skolelærer afskediget. Man skulle bare få en elev i klassen til at lokke den forhadte lærer i seng med sig. Ikke alene stod opskriften at læse i ”Den lille røde”, men i Mogens Vemmers udsendelser i radioen citerede man opskrifter fra ”Den lille røde”. Jesper Jensen fik en retssag på nakken anlagt af justitsministeren, da han havde skrevet ”Øjet”,som Trille sang i fjernsynet: ”Ham Gud han er eddermame svær at få smidt ud”. Guds øje hvilede misbilligende på seksuelle aktiviteter, men han har jo aldrig selv ”haft ild på sin cigar, da han jo ordnede Marie pr. vikar”. Jesper Jensen, ”Danmarks frække dreng”. Det kan nok være, at Kristelig Lytterforening og pastor Svend Åge Olsen, Vonsild præsteghård kom op af stolen og fattede pennen. I begyndelsen af 60èrne blev der ved lov bestemt, at der ved alle landets folkeskoler skulle oprettes skolenævn. Det blev nu meget synligt, at der i forældrekredsen ved vores skole var to grupperinger, en stor rød socialdemokratisk fløj ogen mindre borgerlig konservativ fløj. I byen var der to store industrivirksomheder, teglværket og en spændbetonfabrik. Skoleinspektøren havde altid været imod tanken om frivilligt at oprette et skolenævn. Skolen havde i mange år haft et godt samarbejde med en forældreforening. I 1964 planlagde en lærergruppe lejrskole for to 8. klasser og to 1. realklasser. De pågældende lærere havde valgt at afholde lejrskolen i Tranum Klit, altså ”langt fra hjemmet”, i det nordjyske. Vi ville gerne give de sjællandske/københavnske elever indblik i de vestjyske fiskerisamfund. Forinden afrejsen indkaldte vi til et velforberedt forældremøde i skolens festsal. De nye tanker omkring elev og forældremedbestemmelse havde imidlertid sat sine spor i den såkaldte røde fløj af forældrekredsen. Under dagsordenens punkt ”spørgsmål vedr. turen” kom der fra forsamlingen for os helt uventede ytringer om ”Hvorfor eleverne ikke var blevet inddraget i beslutningen om, hvor i landet lejrskolen skulle placeres”, samt hvilke aktiviteter de enkelte dage skulle indeholde? Vi lærere havde svært ved at svare på disse spørgsmål. Vi var uforberedte på den form for nærdemokrati. Det var for sent at lave om på beslutningsprocessen. Lejrskolen og togbilletten var bestilt, aftalen med det lokale busselskab var truffet. Endelig vil det have været næsten umuligt at finde en anden lejrskole, der med kort varsel kunne modtage så mange elever. Det var tydeligt, at der var kommet andre boller på suppen. Fremover skulle eleverne tages mere med på råd, end det havde været tilfældet tidligere. Lejrskoleopholdet blev en bragende succes. Derhjemme oplevede man det første skolenævnsvalg. Overraskende vandt de borgerlige. Den røde fløj havde åbenbart ikke været i stand til at føre den valgkamp, der var nødvendig for at vinde valget.


Hedehusene 1972-71

Hedehusene skole voksede så voldsomt, at lokaler i kirketårnet, klubhuset for byens fodbold-klub og en gang udenfor håndarbejdslokalet, blev inddraget som undervisningslokaler. Et almindeligt klasselokale blev anvendt til undervisning i fysik/kemi. På det åbne areal uden for skolen var der hektisk byggeri. Der blev opført bygninger med almindelige klasselokaler, en festsal og nye biologi- og fysik/kemilokaler. I kælderen indrettede man et filmlokale. Vi trivedes i det nye miljø. Vi forøgede vores familie i 1964 og 1966 med en præmiesøn og -datter. Flere af vores kolleger fik ligeledes småbørn i samme periode. På den pædagogiske front var Lærerhøjskolens tilbud om videreuddannelse hvert læseår en stor udfordring. Der var lærermangel. Vi kunne på det nærmeste få vore kursusønsker opfyldt, hvis vi var villige til at læse kursusreduktionen som overtimer, og vi gjorde det. Det lykkedes med to biler og børn, der blev overladt til den ene forælder, som regel den samme, eller genboens trofaste døtre. Min kone søgte kurser i psykologi og dansk. Jeg søgte kurser i matematik. I disse tider gik mængdelæren sin sejrsgang i folkeskolens matematikundervisningen. Enhver matematiklærer hoppede på mængdelærevognen, ellers mistede man respekt blandt fagkolleger. Når de små børn mødte i 1. klasse, skulle de starte med at anvende formelle begreber i mængdelærens termer. Der blev anvendt millioner af kursuskroner på mængdelærens alter. I slutningen af 60èrne rejste skolens fysik/kemilærer. Jeg blev overtalt til at overtage fysik/kemi undervisningen dog på den betingelse, at skolen ville anbefale min ansøgning om deltagelse i fysikgrundkursus på Lærerhøjskolen. På en kursusdag med stort deltagerfrafald blev vi, der var mødt op, præsenteret for et nyt projekt, som Fysisk Institut havde besluttet sig for at inddrage som et kommende kursusemne. Projektet gik i USA under navnet SCIS . I Danmark kaldte man det Småbørnsfysik. SCIS byggede til en hvis grad på Piagets udviklingspsykologi. I projektet prioriterede man elevernes eksperimenter højt. Undervisningsmønsteret kunne inddele i tre faser 1. Eleverne skulle uden lærerens indblanding ved forsøg undersøge de udleverede genstande. 2. Læreren fortæller eleverne, jeg så, at I fik den lille motor til at køre rundt. Man kalder kredsen for lukket, når motoren kører eller pæren lyser, hvis ikke siger man, at kredsen er åben. Læreren har sammen med eleverne opfundet navnet på et begreb, som de kender indholdet af. 3. Læreren kan nu bede eleverne om at løse, forske i, nogle opgaver, hvor de nye begreber bliver anvendt.


Hedehusene 1971-74

Jeg blev omgående begejstret for projektet ”Småbørnsfysik” eller ”Fysik for de yngste”. Den sidste betegnelse blev flere år senere vedtaget af en 3. klasse i Kolding. De ville ikke kaldes for småbørn. Udviklingspsykologien har påpeget, at børn i en vis alder, i de yngste klasser, kan styrke deres udvikling ved at undersøge, sortere og lave forsøg med konkrete genstande. Ved at give de yngste elever tilbud med sådanne undersøgelser styrker man elevernes evne til senere at kunne tænke formelt. Det er vigtigt, når man senere i livet skal kunne tænke i abstrakte baner, at man kan hægte sine tanker på billeder, man har oplevet tidligere i sit liv. Undervisning i matematik fik ved inddragelse af mængdelærens termer desværre et for langt liv. Mængdelærens profeter blev mere og mere tavse. Man måtte erkende, at man ikke i de yngste klasser kan opbygge en undervisning på abstrakte, formelle begreber. Mængdelæren afgik hermed ved en stille, langsom død. I 1972, 73 og 74 var vi vidne til, at en del af vores samtidige kolleger søgte job i andre dele af landet, flere søgte tilbage til deres gamle hjemegn. Det smittede. Vi flyttede i 1974 til Kolding. Min kone blev ansat som lærer på Parkskolen, og jeg blev ansat på Dyrehaveskolen, som dengang var øvelsesskole for Kolding Seminarium. I 1976 fik jeg lyst til at søge om overflytning til Lyshøjskolen, som på daværende tidspunkt var ved at få etableret overbygning. Det lykkedes mig at få lov til at flytte til den nye skole. På Fysisk Institut, Danmarks Lærerhøjskole, havde man besluttet at starte forsøgsundervisning i valgfaget elektronik, lektronik i Folkeskolen”, med start i begyndelsen af det nye skoleår 1976. Fysisk institut inddrog 6 skoler spredt ud over landet. Det faglige indhold blev forfattet af 12 kursister og ikke mindst af lektor Povl Vedelsby (PV). Forsøgslærerne fik komponenter, håndværktøj og undervisningslitteratur stillet til rådighed. To hele dage i tre år mødtes vi med Povl Vedelsby til konference. PV forventede, at vi efter hver undervisningsdag, hvori der var indlagt to lektioner med elektronik, indsendte rapport til ham om tingenes tilstand. Konferencen startede tidligt om formiddagen og varede til ud på aftenen. Det færdige undervisningsmateriale kom til at bestå af en elevtekst på 5 kapitler, en lærertekst og et teknisk appendiks. Materialet kunne rekvireres vederlagsfrit til fri kopiering til brug for undervisningen på egen skole. Projektet gik sin sejrsgang over det ganske land. I 1980 udgav DLH Fysisk Institut og Sjælsøskolen, Birkerød i fællesskab Elektricitetslære i 7. klasse El 7. Når jeg tænker tilbage på projektet ”Fysik for de Yngste” og de ovenfornævnte projekter for ikke at glemme de faglige kurser, må jeg gentage igen og igen min store forundring over, at Lærerhøjskolen ikke mere eksisterer. For det første kunne lærerne her hente inspiration til at dygtiggøre sig fagligt. For det andet kunne læreren her hente inspiration til opdatering af deres undervisning i skolen.


Vindmøller i skolen

I 1988 udkom til fysik/kemiundervisningen ”Vindmøller i skolen”. Der blev udgivet tre elevhæfter. ”Fra vind til elektricitet”, ”Fra vind til nyttig energi”, ”Fra kul og olie til sol og vind” og en lærervejledning. Projektet var meget ambitiøst. Arbejdsgruppen havde tre medlemmer. Gruppens primus motor var lektor Ole Nielsen, Fysisk Institut, DLH. For at lærerne i skolen skulle have en chance for at forstå diverse faglige udredninger, måtte vi ofte omarbejde flere afsnit. Alle møllemodeller, solfangere og de nødvendige måleapparater fabrikerede vi selv. Det var opmuntrende at opleve såvel drengenes som pigernes store interesse for at arbejde med inddragelsen ad vedvarende energi og klimaforandringer i faget fysik/kemi. Desværre var vi nok 10-15 år for tidligt ude med vores projekt.


80`erne

Jeg oplevede nogle gode år på Lyshøjskolen. Skolen lå placeret i et eftertragtet parcelhuskvarter. Forældrene tilhørte i overvejende grad ”den blå blok”. Eleverne var gennemgående bogligt stærke. Elever af anden etnisk herkomst havde vi ikke problemer med. De fandtes simpelthen ikke på skolen. Jeg boltrede mig i mine favoritfag, blandede mig i den standende diskussion om, hvorvidt ”Fysik for de Yngste” havde sin berettigelse i den danske skoletradition. Emnet ”Fysik for de Yngste” blev opslugt af faget Natur/Teknik. Fra 1997 til 2000 blev jeg udlånt til undervisning i N/T på D.L.H. i Haderslev. I år 2000 vendte jeg tilbage til Lyshøjskolen. Jeg afsluttede mit lærerliv med tre gode år blandt dejlige børn og gode kolleger. Jeg havde svært ved at forestille mig et liv uden skole. Imidlertid åbenbarede sig et nyt lyst liv med en kærlig og loyal familie. En ny og spændende periode af mit liv er påbegyndt. Gid den ikke får ende foreløbig.


Tak til min elskede kone for råd og dåd. Tak til Marianne for opsætning og filbehandling. Endelig stor tak til Borgny Brünnings-Hansen for en god samtale i Ødis præstegård og en opfordring til mig om at skrive disse mine erindringer.